Indlæg af Axel Johnsen og René Rasmussen i Flensborg Avis den 31. marts 2009

Kære Knud-Erik

Det glæder os, at vi er enige om, at danskerne nord for grænsen er mindst lige så kompetente til at håndtere mødet med folk fra fremmede kulturer som sydslesvigerne. Det er et godt grundlag for den videre diskussion om Grænseforeningens nye linje. At sydslesvigerne har større erfaringer med det specifikt dansk-tyske kulturmøde er naturligvis indlysende og står slet ikke til diskussion.

Du indleder med en længere udredning om sprog. Men det handler ikke om sprog, det handler om sindelag. Vi er fuldstændigt enige med dig i, at man udmærket kan føle sig dansk, selvom man ikke taler dansk eller selvom man ikke har dansk som sit foretrukne omgangssprog. Det er helt normalt i Sydslesvig.

Et af Grænseforeningens formål er at forklare dette forhold til danskerne. Det er en stor opgave, men den er ikke uoverkommelig. Danskerne vil uden tvivl kunne bevæges derhen, hvor de ser det som en kvalifikation at kunne skifte fra det ene sprog til det andet og tilbage igen – præcis som sydslesvigerne gør det.
 
Men hvis Grænseforeningen i sit forsøg på at overbevise danskerne samtidig kalder dem f.eks.  ”sprogligt éndimensionale”, så tror vi, at rigtig mange danskere vil ryste på hovedet. De fleste danskere behersker jo engelsk ganske godt, og selvom kendskabet til tysk desværre er på retur, så kan man immervæk komme langt på dette sprog, navnlig i Sønderjylland og i turistområderne langs Vestkysten. Og sammenligner du danskernes kendskab til fremmedsprog med de fleste andre folks, så falder sammenligningen sjældent ud til danskernes ugunst. I forhold til gennemsnitstyskeren, -franskmanden eller -englænderen er gennemsnitsdanskeren en ren polyglot.

Vi tror, at rigtig mange danskere vil være uforstående over for din kritik af deres sproglige færdigheder – på samme måde som de vil være uforstående over for Grænseforeningens påstand om, at de er intolerante og dårlige til at omgås fremmede kulturer. Så er det altså heller ikke værre! Sådanne påstande kommer meget let til at virke som et ekko af den indenrigspolitiske opposition i Danmark. Vi frygter derfor, at Grænseforeningen i stedet for at skaffe sydslesvigerne flere venner, vil skaffe sydslesvigerne flere skeptikere. Og det kan hverken Grænseforeningen eller sydslesvigerne være tjent med!

Grænseforeningen kan imødese endnu større vanskeligheder, hvis den insisterer på at belære danskerne om, at man kan tilhøre det danske mindretal uden at føle sig den mindste smule dansk. Det er en underminering af hele sindelagsprincippet og i virkeligheden det mest alvorlige problem i Grænseforeningens nye linje: Hvorfor skal danskerne betale til dansk kultur grænselandet, hvis de samtidig hører fra Grænseforeningen og fra sydslesvigerne selv, at mindretallet forholder sig endog overordentligt ambivalent til Danmark, danskheden og danskerne – og reserverede til det danske kulturtilbud?

Vi mener ikke, at disse spørgsmål er grebet ud af luften. Vi mener, at Grænseforeningen skulle stille sig på sindelagsprincippets grund og forklare danskerne nord for grænsen, at man sagtens kan være dansk uden at have dansk som hjemmesprog. Det er en pointe, som også kan bruges i integrationsdebatten i Danmark. Men at forsøge at overbevise danskerne om, at man kan være dansk i Sydslesvig uden at føle sig dansk, forekommer os at være halsløs gerning.