Indlæg i Flensborg Avis den 6. april 2009 af Knud-Erik Therkelsen

Kære Axel og René.

Nu gør I så alligevel det, som ikke bærer fremad. I polemiserer, gør I! Generaliserer, overfortolker og lægger ord og holdninger i munden på mig, som I udmærket ved, jeg ikke deler. Det er destruktivt for en ordentlig samtale, så jeg vælger at slutte brevvekslingen her, men med følgende tilføjelser.

Det er grebet ud af den blå luft, at Grænseforeningen skulle insistere på, at man kan tilhøre det danske mindretal uden at føle sig den mindste smule dansk. Selvfølgelig er det en forudsætning for at tilhøre det danske mindretal, at man føler sig dansk.

Der er blot det lille problem, at denne følelse ikke kan reduceres til et enten-eller-spørgsmål. Mange tyske forældre sender deres børn i dansk skole med fuld accept af, at de dermed sender deres børn ud på en rejse, der i sidste ende vil gøre dem kernedanske. Der er altså tale om en rejse, en proces, en udvikling. Så kan man på forskellige tidspunkter spørge de rejsende, hvor de befinder sig, altså hvor danske de føler sig. Man kan spørge et treårigt barn i en dansk børnehave, et 10-årigt barn på en dansk skole og et 19-årigt ungt menneske på Duborg-Skolen. Og som man spørger, får man svar.

Alene det at spørge er en provokation, for de er alle på vej og har endnu ikke nået en entydig dansk identitet, som i øvrigt heller ikke findes, for der er mange måder at være dansk på. De er i tvivl, usikre på deres identitet, som de fleste andre 19-årige er det. Jeg synes, det er utroligt anmassende at spørge og afkræve svar og endnu værre, for ikke at sige dybt krænkende, at generalisere fra enkeltes svar ud på hele mindretallet, som I åbenbart har trang til.

Grænseforeningen har, i alle tilfælde officielt, stået på sindelagsprincippet siden 1920. Dengang stod mange af Grænseforeningens medlemmer dog mere privat på det historiske princip, som Axel jo så udmærket har redegjort for i sin bog ”Dannevirkemænd og Ejderfolk”. Og før da var der en tid, hvor det var fuldstændigt ligegyldigt, hvilket sindelag man havde. Da var feudalprincippet det afgørende, og vores forfædre var alle undersåtter og ret ligeglade med nationalt sindelag og demokrati. Sådan skifter tider med tider.

Når vi taler om disse principper, har det med grænsens placering at gøre. Skulle den følge sindelaget eller den gamle historiske grænse uden hensyn til sindelaget? Mit spørgsmål til jer, og det kan jo så blive jer, der får det sidste ord i dette forsøg på en samtale, er, hvilket princip der skal være gældende, når grænsen ikke er der længere? I den situation kommer de unge sydslesvigere og taler om et både-og, og det, synes jeg, er interessant og relevant. Man kan naturligvis vælge at gøre de unges synspunkt ”ulovligt” i henhold til princippet om tilskudsmaksimering med betydelig risiko for at miste deres fremtidige engagement i mindretallet. Man kunne også forfølge princippet om aktiv lytning og tage de unge alvorligt og måske lære noget nyt. Vi befinder os nemlig i en forandringstid, hvor spørgsmål naturligvis kan stilles ud fra et nationalt bevidst verdensbillede, men ikke altid besvares i henhold til samme verdensbillede, hvor gerne vi end ville.

Det er lidt det samme, som da Columbus sejlede vestpå og besætningen spurgte, hvornår skibet ville falde ud over kanten og ned i helvedes flammer. De spurgte, fordi de mente, at jorden var flad, og Columbus kunne ikke svare dem ordentligt, for han havde et andet verdensbillede og mente jorden var rund. Når vi spørger de unge sydslesvigere, om de er danske eller tyske, og de svarer både-og, så er problemet måske mere tidspunktet og især måden, vi spørger på, end de svar, de unge giver.

Hvis det er sådan, og det tror jeg faktisk, det er, så bliver opgaven alligevel at fastholde de fleste af de værdier, som knytter sig til især de sidste 150 års danske historie inklusiv det danske sprog, længst muligt hos flest mulige individer. Jeg synes, det er en fantastisk cadeau til vores kultur og samfunds- og menneskesyn, at så mange med tysk baggrund vælger at tage på den rejse, ligesom det er en cadeau, at så mange dansksindede sydslesvigere vælger at holde fast i det danske. De, der er undervejs, skal være velkomne på rejsen og velkomne her, og jeg bidrager gerne til billetten. Og de, der har været der hele tiden, skal vi fortsat hjælpe i deres ønske om at leve så dansk, som det er muligt.

Venlig hilsen
Knud-Erik Therkelsen