Grænseforeningen blev oprettet 2. november 1920 ved en sammenslutning af sønderjyske foreninger fra hele landet.
Indtil tiden efter 1945 havde foreningen navnet "Grænseforeningen, Sønderjydske Foreningers Fællesraad".
Som en følge af spændingerne i grænselandet, navnlig efter 1933, voksede tilslutningen til Grænseforeningen, som frem til 2. verdenskrig havde 100.000 medlemmer fordelt på ca. 200 lokalforeninger. Umiddelbart efter 2. Verdenskrig undgik Grænseforeningen under Holger Andersens ledelse at tage stilling til spørgsmålet om en grænseflytning mod syd. Et sådant initiativ fra Grænseforeningen ville formentlig have kostet politisk opbakning, da Folketinget allerede havde erklæret, at grænsen ligger fast.
I 1949, da Sydslesvig-problematikken var i focus, havde foreningen sit største år med 200.000 medlemmer fordelt på over 400 foreninger.
I årenes løb har Grænseforeningen været med til at løse en lang række store opgaver i Sydslesvig: Købet af Flensborghus og Slesvighus, oprettelsen af 28 skoler foruden børnehaver, fritidshjem, et ungdomskollegium i Flensborg, oprettelse og senere udvidelse af Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg.
I de seneste år har Grænseforeningen bekostet opførelsen af fritidshjemmet i Egernførde, udbygningen af fritidshjemmet i Kappeln, finansieret indkøbet af Idrætsgrunden i Flensborg og indkøb af en ny bogbus til Det danske Centralbibliotek.
Siden oprettelsen af "Sydslesvigske Børns Ferierejser" har Grænseforeningen været engageret i arbejdet for at skaffe sydslesvigske børn feriemulighed i Danmark og dermed mulighed for at knytte tætte personlige forbindelser til "rigsdanskere". Endvidere støtter Grænseforeningen udviklingen af et net af venskabsforbindelser mellem lokale grænseforeninger i Danmark og danske aktiviteter i Sydslesvig.
For yderligere oplysninger om Grænseforeningens historie henvises til Grænseforeningens årbog fra 1991, "...til støtte for danskheden, - Grænseforeningen 1920-1990" samt til hjemmesidens leksikonafsnit.
Axel Johnsens bog "Dannevirkemænd og Ejderfolk" (Den grænsepolitiske opposition i Danmark 1920-1940, Studieafdelingen, Flensborg 2005) rummer også værdifulde oplysninger om Grænseforeningens tidlige historie.
Litteratur:
Grænseforeningens årbog 1991. Helge Qvortrup: "... til støtte for danskheden. Grænseforeningen 1920-1990"
Axel Johnsen:Dannevirkemænd og Ejderfolk. Den grænsepolitiske opposition i Danmark 1920-1940. Udgivet af Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, 2005.
Johan Peter Noack: "Det sydslesvigske grænsespørgsmål 1945-1947". Institut for Grænseregionsforskning.
Til toppen af siden