Abel, født ca. 1218, død 1252, konge fra 1250; søn af Valdemar Sejr og Berengaria. Abel blev i 1237 gift med Mechtilde af Holsten, der var datter af grev Adolf IV af Holsten.

Som andre næstældste kongesønner (f.eks. Knud Lavard) blev Abel allerede som 14-årig hertug af Sønderjylland i 1232.

Ved giftermålet i 1237 med Mechtilde af Holsten kom Abel tæt på den holstenske adel og holstensk politik, ikke mindst fordi Mechtildes far umiddelbart efter brylluppet drog på korstog til Livland og overlod formynderskabet for Mechtildes yngre brødre til Abel. Den markante holstenske påvirkning af Abel bragte ham i modsætningsforhold til sine brødre, en konflikt som for alvor brød ud, da Valdemar Sejr døde i 1241, og Abel efterstræbte kongemagten, som storebroderen Erik Plovpenning havde arvet. I 1246 rejste Abel åbent oprør mod Erik og blev støttet af lillebroderen Christoffer samt af holstenske grever og byen Lübeck samt af dele af den danske kirke.

Krigen var hård; Ribe blev erobret, Odense og Svendborg brændt ned. I 1250 begyndte Abel at titulere sig konge i sine breve, men Erik Plovpenning erobrede nu Abels vigtigste støttepunkter, Slesvig og Rendsborg, og Abel måtte overgive sig. Forhandlingerne om fred blev ført på en båd på Slien, og under forhandlingerne blev Erik Plovpenning myrdet af to af Abels betroede mænd og smidt i fjorden. Brodermordet vakte stor opsigt i hele Europa, og Abel blev fordømt generelt, også selv om han svor, at han var uskyldig.

Erik Plovpenning havde kun efterladt sig døtre, så Abel blev konge. Efter at Abel i 1252 var faldet ved Husum Bro i en krig mod friserne, havde hans søn Valdemar et legitimt krav på kronen, men han blev holdt i fangenskab af biskoppen af Köln, og Abels bror Christoffer fik presset sig selv ind som konge. Det var indledningen til en strid mellem Christofferlinjen på tronen og Abellinjen som hertuger af Sønderjylland, der først blev bilagt med Valdemar Atterdags giftermål med Helvig i 1340.