Ø i det sydlige Lillebælt med kommunerne Sønderborg, Nordborg, Augustenborg og Sydals (fra 2007 Sønderborg Kommune). Areal: 312 km². Befolkningstal: 51.000. Øens højeste punkter er Høgebjerg på 81 m. Als' øst- og nordkyst er jævnt buet mens vestkysten er præget af dybe fjorde og vige. Langs med østkysten strækker sig det lange skovområde Nørreskov, der er kendt for sine høje slanke bøgetræer og de såkaldte brudekobler. Naturen på Als adskiller sig fra det øvrige Danmark ved at der hverken findes egern eller hugorme på øen.

Als forbindes med halvøen Sundeved med broerne Christian X's Bro fra 1938 og Alssundbroen, som blev indviet i 1981. Endvidere er der tre færgeforbindelser til øen, nemlig Ballebro-Hardeshøj, som blev oprettet af Danfoss-koncernen for at forkorte rejsetiden for medarbejdere bosat i Aabenraa,  Bøjden-Fynshav og Mommark-Søby. På halvøen Kær nord for Sønderborg ligger Sønderborg lufthavn, hvor luftfartsselskabet Cimbrer Air har hovedkontor.

Historie

Als er præget af mange oldtidsminder helt tilbage fra ældre stenalder 13.500 f.Kr.(stenalderboplads ved Bundsø), yngre stenalder (Blomeskobbel, Brandsbøl skov, Lambjerg Indtægt, Oleskobbel og Sønderskov). Også bronzealderen er rigt repræsenteret på Als med talrige høje samt våbenofferfund i Hjortspring Mose, hvor den plankebyggede Hjortspringbåd fra romersk jernalder (ca. 350 f. Kr.) blev fundet. Endvidere er der på Als fundet utallige såkaldte "skåltegn", som er små indhuggede halvkugleformede fordybninger i store sten.

Vikingetiden er repræsenteret med handelspladsen Brovold lidt syd for Augustenborg, som på flere måder ligner de store vikingeborge Aggersborg, Trelleborg osv.

Mange alsiske landsbyer røber deres historiske oprindelse via deres navn:

Landsbyer ældre end vikingetid: Mjels, Stevning, Egen, Hundslev, Almsted, Ketting, Sebbelev og Klinting. Disse landsbyer er beliggende på det vestlige Als og antyder, at der her har været beboelser langt tilbage i tiden og dermed også slægter med stor indflydelse i tidlig middelalder.

Udflytterlandsbyer fra tidlig middelalder: Oksbøl, Brandsbøl, Svenstrup, Sjellerup, Guderup, Elstrup, Tovrup, Neder Jestrup, Kirke Hørup, Vollerup, Ulkebøl, Majbøl, Lebøl og Sarup.

Landsbyer opstået efter skovrydning: Himmark, Notmark, Lambjergskov, Tandslet, Lysabild og Skovby.

I den tidlige middelalder var Als udsat for talrige angreb fra vendiske sørøvere, der især angreb sydøst-vendte kyster. Til forsvar mod angrebene anlagde adelen en række borge, og flere af dem er synlige i terrænet som befæstede gårde og voldsteder. Det gælder f.eks. Gammelgård i Ketting, Kajborg på den smalle landtange til Kegnæs, Hjortspring ved Guderup, Rumohrsgård ved Augustenborg og rytterkulen i Blommeskobbel Skov. Almindelige bønder har søgt tilflugt i massive kirketårne, som er et særkende for Als, f.eks. i Lysabild, Ketting, Oksbøl og Notmark.

Fra middelalderen er især Nordborg Slot og Sønderborg Slot, der begge blev anlagt i løbet af 1100-tallet, kendte. Nordborg Slot blev anlagt af Svend Grathe under borgerkrigen i midten af 1100-tallet mens Sønderborg Slot blev anlagt ved indsejlingen til Alssund som et værn mod vendiske angreb.

I middelalderen blev Als opdelt i tre herreder: Als Nørre Herred, hvortil Ærø hørte indtil 1864, Augustenborg Herred og Als Sønder Herred, hvortil det østlige Sundeved på jyllandssiden af Alssund hørte. Øen var omstridt. I 1287 kom Als under det gottorpske hertugdømme, men da Abels slægt uddøde i 1375 kom Als under de holstenske grever for i midten af 1400-tallet at komme under den danske kong Christian 1.

I overensstemmelse med traditionen for at kongens næstældste søn fik gods i Sønderjylland, oprettedes i 1571 hertugdømmet Sønderborg til Christian den 3.'s yngste søn, Hans den Yngre (lillebror til den senere Frederik 2.), der med hård hånd nedlagde landsbyer og oprettede ladegårde og samtidig opkøbte alle de middelalderlige lav-adelsslægters ejendomme på øen. Hertug Hans fik efterhånden så meget jord på øen, at den nærmest blev et lille hertugdømme for hans efterkommere. Men I 1667 gik den sidste Sønderborg-hertug fallit, og kongehuset overtog byen og den nordlige del af øen, mens den sydlige del hørte til Augustenborg Slot, hvor der fortsat levede en yngre linie af Hans den Yngres efterkommere som storgodsejere. Da augustenborgerne i 1848 sluttede sig til den slesvig-holstenske side under borgerkrigen 1848-50 tilfaldt dette sidste gods kongen.

Efter nederlaget på Dybbøl den 18. april 1864 trak den danske hær sig tilbage til Als via de primitive pontonbroer, der forbandt Sundeved med Sønderborg, og fredsforhandlingerne gik i gang. Efter forhandlingernes sammenbrud deltog ca. 30.000 preussiske tropper i overgangen til Als den 29. juni 1864 og tvang den danske hær til at trække sig tilbage til Mommark, hvorfra hærenhederne blev sejlet til Fyn. Ved Pragfreden i 1866 blev Als sammen med det øvrige Slesvig, Holsten og Lauenborg underlagt Preussen.

Kirkeligt hørte Als i middelalderen til Fyns Stift, men fra 1819 udgjorde øen sammen med Ærø et særligt stift. Efter 1864 hørte Als under Slesvig Domkirke, og efter Genforeningen i 1920 blev Als lagt under Haderslev Stift.

I forbindelse med Det tyske Kejserriges sammenbrud i 1918 udbrød der en mindre revolution på Als, idet en gruppe marinesoldater i Sønderborg var så utilfredse med de tyske magthavere, at de greb magten under ledelse af marineskrædderen Bruno Toppf, der forsøgte at udråbe Als til en republik. Det holdt dog kun i tre dage.

Als er en frodig ø med oftest relativt store ladebygninger ved gårdene, også selv om disse ikke har stort jordtilligende. De fleste gårde har haft bindingsværksbygninger, og overgangen til grundmurede stuehuse kom ret sent, vistnok først på Sydals. Både til 1867- og 1920-afstemningen havde Als et dansk stemmetal på over 80%, og for de fleste sognes vedkommende på over 90%.

I dag udgør øen Als sammen med tidligere Gråsten og Sundeved Kommune en kommune under navnet Sønderborg Kommune. Øen har en høj industrialisering, bl.a. på grund af Danfoss í Nordborg.

I 1946 stiftedes Alsingergildet, som er en alsisk hjemstavnforening med det formål at fastholde alsisk dialekt.

Se Alssangen.

Litteratur:
Alsisk ordsamling. Udgivet af Alsingergildet 2002.