Ø i det frisiske vadehav; 21 km², 2.300 indbyggere (1993).
Øen består af en kerne af smeltevands- og moræneaflejringer (geest), der i vest afgrænses af en op til 1,5 km. bred sandstrand (Kniepsand) med op til 30 m høje klitter og store foranliggende sandbanker.
Nogle forskere mener at genfinde navnet Amrum i ambronerne, den germanske folkestamme, som sammen med kimbrerne og teutonerne i 2. århundrede før vor tidsregning rystede romerriget. Ambronerne hævdede selv at være blevet drevet væk fra deres hjemstavn af voldsomme oversvømmelser.
Amrum er den mindste af de nordfrisiske øer - og den mindst turistprægede. Ved lavvande kan man gå mellem Amrum og Før, men det bør kun gøres i selskab med stedkendte, fordi tidevandet kan komme voldsomt og hurtigt.
Nebel ("det nye bøl eller by") er øens gamle kirkeby. Kirken er viet til Sankt Clemens, som i 1100-tallet var en af de mest populære helgener i det danske rige. På kirkegården vidner et stort antal gravsten fra 1600- og 1700-tallet om øens navnkundige søfolk, som sammen med søfolk fra Fanø, Rømø, Sild og Før og Halligerne har været regnet for overordentlig dygtige søfolk.
Særlig bemærkelsesværdige er de tre gravsten, som fortæller om søfarende amringer, der faldt i tyrkisk fangenskab. Skipper Oluf Jensen og hans søn og to nevøer sad fangne i 12 år. Knut Ercksens gravskrift fortæller at han var fange i 14 år, men den mærkeligste skæbne findes fortalt på stenen over Harck Olufs. Stenen er prydet med en krone, sværd, bue, kogger og fane, fordi Harck Olof i fangenskabet blev en stor mand - han blev både krigshøvding og skatmester i Algier inden han efter 12 kunne vende hjem til sin fødeø.
Den østlige del af øen udgøres af marsk, som også rummer talrige oldtidsminder i form af gravhøje. Turisme er øens hovederhverv. Havnebyen Wittdün (med søbad, grundlagt i 1890) er hovedbyen. Øen hørte i perioden 1407-1536 under Ribe bispestol og herefter indtil 1864 under Ribe Amt som en kongerigsk enklave. I 1600-1700-tallet var søfart og hvalfangst øens dominerende erhverv.
Kilde:
Niels Petersen-Høkkelbjerg og Poul Kürstein: Ture i Nord- og Sydslesvig. Politikens Forlag.
Til toppen af siden