– for en åben danskhed
Gennem folkeoplysning ønsker Grænseforeningen at fastholde opbakningen til det danske mindretals kulturelle arbejde i Sydslesvig. Den danske stat støtter mindretallet i Sydslesvig med 520 mio. kr. om året. Grænseforeningen er det folkelige bagland bag denne støtte.
Grænseforeningen blev grundlagt umiddelbart efter Genforeningen i 1920 (læs mere om Grænseforeningens historie) og har ca. 22.000 medlemmer fordelt på 88 lokalforeninger i hele Danmark.
I dag argumenterer Grænseforeningen ud fra en moderne dagsorden. Vi anerkender globaliseringen som et vilkår for alle - også for det danske mindretal og andre nationale mindretal. I det dansk-tyske grænseland omgås man kulturmødet på en konstruktiv måde. Man har bevæget sig fra et mod hinanden til et med hinanden. Denne historie og nutid er en væsentlig inspiration for det øvrige Danmark. Læs mere i Grænseforeningens politiske strategi.
Grænseforeningens formand er Finn Slumstrup.
Som medlem af Grænseforeningen modtager man medlemsbladet Grænsen seks gange årligt og Grænseforeningens årbog.
Grænseforeningen arbejder ud fra følgende ståsted:
Slogan
Grænseforeningen - for en åben danskhed.
Vision
Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring.
Formål
Det er Grænseforeningens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur.
Værdier
Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig og er uafhængig af partipolitiske interesser.
Grænseforeningen mener og siger:
Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal.
Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer.
Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund.
Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer.
Til toppen af siden